Fra sjov veninde til ansvarsfuld (sjov) mor!

Hvem er det lige der bestemmer at man ikke kan være begge dele?

Jeg har ikke mange veninder i mit liv, jeg har nogle få rigtig tætte veninder, og sådan har det faktisk altid været. De få veninder jeg har ligger jeg så også rigtig meget energi i, og jeg går meget højt op i at de har det godt. (Det håber jeg hverfald de ved) – Nogle af dem snakker jeg ikke altid lige med, men vi ved hvor vi har hinanden.

Men hvad sker der med de par stykker som glider fra når man bliver mor? Glider de fra fordi man lige pludselig står med et kæmpe ansvar man ikke bare kan ligge til side når deres problemer kigger frem, eller fordi man ikke bare kan være den spontane sjove veninde der er klar på en stiv weekend…

Jeg tror det er en blanding, men samtidig tror jeg ikke der er nogle veninder der glider fra med vilje, og hvad kan vi mødre egentlig forvente af vores veninder? – Det er jo ikke dem der er blevet mor, det er jo ikke deres ansvar, kan vi forvente at næste weekend sidder de sammen med os og bebs og for tudet ørerne fulde af baby snak? Nej det mener jeg ikke vi kan forvente ad dem… MEN… Jeg forventer af mine veninder at de er støttende og forstående overfor min situation, jeg forventer at de stadig lever deres liv med fuld knald på, men at de husker at de har et ansvar som veninde overfor mig..

Heldigvis er Naja nu snart 17 mdr… (17 MDR?? HVOR BLEV TIDEN LIGE AF??) Hun går rundt, hun leger, hun er begyndt at lære at snakke, hun er blevet så stor en pige.. Men fra hun blev født til nu har jeg så mistet nogle veninder? – hmmm.. både ja og nej. Kontakten til nogle forsvandt, hvor noget af kontakten er kommet tilbage, en baby er en stor omvending for både forældrene, familien men så sandelig også for vennekredsen, alle skal lære deres nye titler at kende og lære hvilket ansvar det indebærer.

Vi alle sammen kommer hele tiden til nogle nye perioder i vores liv, nye udfordringer og nye behov. – Jeg er blevet mor og jeg har fået arbejde, så er der nogle der er begyndt at studere, eller vil ud og rejse, eller selv har fået barn, – og alle de ting er jo helt okay! Det er da fedt vi alle sammen rykker os, oplever nye ting, stifter nye bekendtskaber og selvrealisere os selv. Men skal vi ikke huske og inkludere hinanden? – Skal vi ikke huske vores ansvar overfor de mennesker vi har valgt skal være en del af vores liv? Fx selvom jeg er mor vil jeg da stadig have en invitation til at tage med i byen og drikke mig hammer stiv, så kan det godt være jeg ikke kan pga lillepigen er syg, eller far selv skal noget så jeg må blive hjemme, eller ganske enkelt fordi jeg bare er en træt mor! – MEN så har jeg fået muligheden, så har min veninde stadig tænkt på mig også er det helt og holdent min egen skyld jeg ikke kom med i byen denne gang.

Ja jeg er mor, men jeg vil ikke glemmes, jeg vil ikke sættes i bås som hende der ikke kan være spontan og sjov, min datter har også en far, og far kan sagtens have trolden mens jeg er ude og more mig og selvrealisere mig! – Om det er en bytur, en hyggeaften, en frokost eller hvad det er!

Der også nogle veninder der hen af vejen for en ny kæreste og bliver “kærestekedelig” – og hvad så? Bare man holder kontakten og stadig inkludere hinanden i hvad der sker i vores liv. Så er der dem der selv får baby, hvor fedt er det ikke lige, vi ved selv hvor presset tiden kan være, vi ved hvor lidt hverdagen kan hænge sammen, men vi husker hinanden stadig. Vi har også en situation hvor veninden går hen og får nye veninder, og hvor er det dejligt, hvor er det dejligt at se vores veninder klare sig godt i livet og har et stærkt netværk, men hvor er det kedeligt og sørgeligt at de veninder rent faktisk kan gå hen og glemme en, måske er det ikke intentionen, men alt er nyt og spændende, nye veninder, venner og nye mennesker at gå i byen med, nye mennesker at være spontane med… Men er det ikke okay? Selvfølgelig er det okay.. Hvis ikke man var røget fra i farten.. Det sker desværre at veninder glemmer deres ansvar, jeg har sikkert også glemt mit ansvar til nogle, ingen er fuldkommen perfekte, men det skader ikke at gøre en indsats.

Jeg elsker mit liv som mor og jeg vil aldrig, aldrig, aldrig bytte det væk for noget! Men jeg mener at man godt kan være en ansvarsfuld mor drysset med lidt spontant og sjov! – Jeg elsker mine veninder og jeg er glad for de har valgt at være en del af mit liv og ikke mindst min datters liv! – Vi skal bare huske hinanden, huske at inkludere hinanden, så kan det godt være man ikke ses så sit, men man får stadig dækket det sociale behov ved at vide man er husket både som veninde og som mor!

Tak til pigerne i mit liv! Møøøøøøs!

He’ll restore my faith!

På den ene side står der en lille pige på 5 år som er glad og smilende, hvorfor skulle hun ikke være det? – Hun har det jo godt hos sin mor, stedfar og halv store søster, hun skal starte i skole og lillebror er på vej. Weekenden nærmer sig og den anden side viser sig hurtigt, Den lille piges far er syg igen og må aflyse. 

Jeg er skilsmissebarn og det har aldrig været et problem, jeg har aldrig været ked af at min mor og far ikke bor sammen. Jeg boede hos min mor og var hos min far hveranden weekend. – det var hvertfald aftalen og den aftale efterlod tit et lille knækket hjertet tilbage fordi den ikke blev overholdt.

Min biologiske far var tit syg men ikke pga virus, halsbetændelse eller nogen anden form for alm. sygdom, han var syg pga han havde abstinenser, abstinenser efter stoffer, men det vidste jeg jo ikke som den lille pige jeg var og hvordan skulle min mor dog kunne forklare mig det?

Da jeg var lille kom han både til mine fødselsdage og juleaftener, det var så hyggeligt og selvom han måske ikke blev hele dagen og han kun lige kom for at bytte gaver så var jeg overlykkelig, tænk at jeg skulle være så heldig at min mor og min biologiske far plus min stedfar kunne enes og hygge sig for min skyld!

Jeg kan huske jeg sidder hjemme hos ham nok omkring de 7 år, han har altid kaldt sit hash for “voksenslik” – jeg tror det var for at skåne mig. Han siger til mig at der nok kommer på et tidspunkt hvor folk begynder at snakke om hash og at jeg måtte love ham at jeg ikke måtte fortælle nogen at han altså havde det voksenslik her! – jeg lovede ham det, han var jo min far og jeg ville selvfølgelig altid beskytte ham og lytte til ham, han skulle jo forstille sig at være min superhelt!

Jeg elskede at være hos min far også selvom han tit lå syg, han betød alverden for mig og jeg kom altid glad hjem, men der har også været nogle ting som min mor ikke har kendt til, som fx at mc donalds turen ikke altid kun var en tur derhen men en tur på Christiana eller at han tog sin metadon foran snotten på mig, min mor er blevet meget overrasket og sur over det da jeg blev gammel nok til at fortælle det. – jeg havde jo lovet ikke at sige noget for min far.

Det blev oftere og oftere at han meldte afbud og til sidst ringede han ikke engang til mig han sendte min mor en sms også måtte HUN være the bad guy, hun vidste jo godt at selvom hendes stærke lille pige som smilende sagde at det var okay var ved at dø indvendig. Jeg blev ældre og min far blev mere og mere syg og kom ikke til juleaftenerne mere eller mine fødselsdage, igen et knæk på hjertet.

Jeg var nu teenager og jeg havde fået mig en kæreste som boede 25 meter fra min far, jeg tænkte at her var min mulighed for at se min far oftere, men igen sådan skulle det ikke være! – jeg var heldig hvis jeg mødte ham på gaden når jeg var hos min kæreste.

Der hvor han nok ramte mig allermest og gav mig det allerstørste knæk på hjertet var da han ikke kom til min konfirmation, jeg husker at jeg sidder i kirken og vender mig om hele tiden for tænk nu hvis han bare var forsinket, tænk nu hvis han kom ind ad kirkedøren lige idet sekund jeg kiggede, eller at han bare havde sat sig ned bagved. – Men nej han var ikke til at se og han stod heller ikke ude foran og ventede. Han havde hverken ringet eller sendt en sms og jeg ved faktisk stadig ikke hvorfor han ikke kom og faktisk venter jeg stadig også på min gave!

Min kæreste og jeg går fra hinanden og nu er chancen for at se min far minimal, han var ikke til at få kontakt med, han tog aldrig telefonen og svarede ikke på mails, jeg var et rigtig grimt sted i mit hormonfyldte teenager liv og jeg forstod ikke hvordan han kunne være så ligeglad med sin egen datter, jeg lovede mig selv at jeg ALDRIG ville blive sådan!

Det næste knæk på hjertet kom 8 dage før min 16 års fødselsdag, jeg var ude at spise og jeg fik et opkald fra min far, jeg blev så glad, min far ringede til mig og jeg havde ikke set ham i 2 års tid, men lykken blev hurtigt vendt igen. Jeg fik beskeden om at han ikke var hjemme på min fødselsdag for han skulle til USA men jeg havde jo en nøgle så jeg kunne bare hente tomme flasker. Det var beskeden…. – Jeg var ikke overrasket eller ked af han ikke var hjemme på min fødselsdag, jeg havde jo slet ikke regnet med han overhovedet ville ringe til mig, men jeg blev knust over at han selv troede det var ok at give mig tomme flasker i fødselsdags gave.

Der kommer faktisk et kæmpe hul i tiden her hvor jeg hverken snakker eller ses med ham, jeg er 18 år og har ikke set ham i 4 år, jeg står og skal til at blive student, jeg tænkte at det skulle han ikke gå glip af, nu skulle han være stolt af mig, så jeg tog mig sammen, jeg holde vejret og tog derud til ham uanmeldt, han fik kæmpe store øjne da han så mig men inviterede mig glædeligt indenfor, lejligheden lignede noget der hørte til inden på Nørrebro. – Jeg fortalte ham at jeg gerne ville have at han kom og så mig få hue på og han ville gerne komme, han lovede faktisk at komme, men hvad havde jeg selv regnet med? – Selvfølgelig kom han ikke og igen skulle min mor være hende der samlede mig op. (Heldigvis blev det hurtigt glemt da jeg har de bedste forældre som overraskede med surprise derhjemme, HIGH FIVE TIL DEM)

Jeg besluttede mig for at han ikke skulle have lov at knække mit hjerte mere, så jeg ville adopteres jeg spurgte min stedfar om han ville adoptere mig og selvfølgelig ville han det, han var jo min far! Min far af kærlighed siden jeg var 1,5 år, men vi stødte hurtigt på en forhindring for det 1. Der skulle haves underskrift af biologisk far for det 2. så skulle min mor og far være gift, hvilket de ikke var. Det var så tarveligt og jeg hadet statsamtet for disse regler for hvorfor skulle de bestemme det?

Da jeg blev gravid skrev jeg det til ham, ingen respons, da jeg fødte skrev jeg til ham, ingen respons.. Jeg havde ikke haft kontakt til ham siden den enkle gang jeg så ham.

Der kom nye regler indenfor statsamtet og nu kunne jeg adopteres selvom mine forældre ikke var gift men min biologiske far skulle stadig have muligheden for at sige nej, men efter amtet havde prøvet at kontakte ham 3 gange og jeg havde været til møde med dem blev jeg endelig adopteret efter en kamp på 7 mdr. Jeg var lykkelig!

…Men kort inden vi fik godkendelsen skete der noget i min fars familie som gjorde at jeg var nødsaget til igen at komme på uventet besøg hos min biologiske far og ærligt der så endnu værre ud denne gang end sidste gang jeg kom på uventet besøg, jeg fortalte ham om min hårde fødsel og at jeg var igang med at blive adopteret, han blev ked af at høre om min fødsel men kunne godt forstå jeg ville adopteres! – Han virkede ikke engang ked af det, han kom bare med et nyt løfte om vi snart skulle ses og begynde at få et forhold op at køre… Men guess what, spaden svare mig ikke!

Alt det her er bagsiden af mit liv, det har været med til at gøre mig til den jeg er idag, min biologiske far har svigtet mig mere end noget andet og han har knækket mig rigtig tit.

Når alt dette her så er fortalt så skal jeg så fortælle at jeg har en far, en far som ikke er blevet tvunget med mig, men som har valgt mig! – Han har opdraget mig, trøstet mig, givet mig kærlighed og har gjort alt hvad en far skal og bør gøre, jeg elsker ham og kunne ikke ønske mig en bedre far end ham, jeg fik modet og løsrev mig fra min biologiske far og jeg var så heldig at der stod en fantastisk mand til at samle mig op som han altid har gjort hele mit liv!

Han er verdens bedste far og den bedste morfar til min datter! – Udover det så har jeg verdens bedste mor som i alt dette aldrig har ville forbyde mig at se min far, selvom hun vidste at han ikke var god for mig og at han aldrig ville ændre sig så har hun altid givet mig muligheden for at have ham i mit liv lige indtil jeg selv sagde stop og det er jeg hende evig taknemmelig for!

Jeg er den jeg er idag pga de 3 mennesker! – Min biologiske far lærte mig at man ikke altid kan stole på sit eget kød og blod, min mor lærte mig at give selv de sørgeliste mennesker en chance for at ændre sig og min far lærte mig hvad ægte kærlighed er mellem en far og en datter!

Piece by piece I fell far from the tree
I will never leave her like you left me
And she will never have to wonder her worth
Because unlike you I’m going to put her first
And you know,
He’ll never walk away,
He’ll never break her heart
He’ll take care of things,
He’ll love her
And piece by piece he’ll restore my faith
That a man can be kind and a father should be great!

13342257_196044640790418_295877802_n

Naja med mormor og morfar! <3

9 måneder..

Hvor blev tiden lige af?? 

Naja blev 9 mdr i lørdags… 9 mdr?? dvs at for 9 mdr siden kom hun meget uventet til på en ret hård måde 4 uger for tidligt og alligevel har hun bare klaret alting så flot, hun er så sej!

Hun er en meget bestemt ung dame med noget af et temperament som nok skal råbe højt hvis hun er utilfreds med noget eller der ikke lige er fokus på hende.. (far siger det kommer fra moren… Mor er uenig og mener det er fars gener der er noget galt med)

Hun er endelig begyndt at komme fremad på maven, hun kravler ikke, det ikke nødvendigt mener hun… 9 mdr og skal starte i vuggestue om 2 uger.. – Lige om lidt er hun jo ikke min lille baby mere? Snart står hun og tramper i jorden, råber af mig, smækker med dørene snart er hun ikke kun min mere, snart er hun en andens legekammerat, en andens veninde og… og en drengs kæreste.. Åååårh… Snart kommer hun hjem og brokker sig over de andre piger, hun kommer hjem med hjertesorger og alle de ting en pige går igennem som barn og teenager.. Hun begynder at blive et selvstændigt individ med egne tanker og holdninger, hun ruller snart øjne af os når vi ikke er enige og skælder os ud når hun ikke får det på hendes måde.. Inden jeg får set mig omkring er vi ude og købe dyrt make up, dyrt tøj og kjoler til fest… FEST?? Min lille pige til fest? jeg gruer for det…

Hvis hun bare arver halvt mig som teenager så er vi på den… Allerede nu er hun så stædig og hun ved hvad hun vil, så hvordan bliver vi når vi er 12, 13, 15 år??

Pyyyhh.. Udover alt det så glæder jeg mig også! – Jeg glæder mig til at høre hendes stemme når hun siger sit første ord, jeg glæder mig til vi skal lege med dukker, ordne negle, hår og make up sammen, jeg glæder mig til at se hvilken person hun udvikler sig til og hvilken vej hun vælger i livet…

Allerede nu er jeg en stolt mor! 

image1

Familie feeeeeerie

Idag er det min fødselsdag, hurra til mig! Hvem havde troet at jeg ville stå som 22 årig med uddannelse, være ung mor og have min egen familie? – jeg kan hvertfald nævne en del mennesker, som aldrig har troet på mig, og til dem kan jeg kun grine og fryde mig! For hvor langt er de selv kommet? – nå men… Det var faktisk slet ikke det jeg ville skrive om!

Jeg har bare verdens bedste kæreste! – vi skal da til gran canaria, waaaauw en flot gave, og selvfølgelig skal Naja da med! – vores første familie tur!

Jeg glæder mig som en sindssyg at skulle ned i varmen og bare hygge med min datter og min skønne kæreste!

Desværre så har jeg haft en spontan abort, vi mistede et lille stykke guld, men vi er i den overbevisning at det var fordi baby ikke var sund og rask, selvom jeg ikke var langt henne, så er det virkelig hårdt at skulle gå igennem.. Heldigvis så fylder Naja mig med så meget glæde at hun helt sikkert har gjort det meget lettere! – plus vi har fået en lille killing, buffy!

Naja og buffy

At Jimmie så har valgt at give mig en rejse til Gran Canaria hjælper altså også en del! – at vi skal have vores første familie tur, sidde ved poolen, bade med Naja og bare spise en masse is, det er da livet. 

Vi har så været inde og undersøge hvad man kan lave dernede, og vi har da fundet nogle ture vi da helt sikkert skal på, men har i måske nogle gode ideer eller er der noget man bare SKAL opleve når man er der? – selvfølgelig hvor man kan have bebs med. Nå ja, vi rejser til maj, der er Naja lige fyldt et år 😀

Og hvis i stiller spørgsmål til om det var planlagt at jeg skulle være gravid, så ja! – Det var planlagt…

– Nå men hurra og tillykke til mig.. Og selvfølgelig tak til min skønne kæreste og datter for den helt vidunderlige gave! 👇🏻

image

Endelig fri…

Jeg kan nu endelig fortælle at jeg er fri, min depression er væk! Jeg har igen overskud og er glad.

Livet med den depression har været ekstremt hårdt, men jeg er nu klar over hvor stærk jeg kan være og hvor meget jeg kæmper for mig selv og min familie. Jeg er ikke flov over at jeg har haft den, jeg ved det ikke var min egen skyld.

Naja er blevet så stor at hun både griner, smiler, skriger og pludre bevidst, hun vender hovedet efter mor og far og er bevidst om hvem hun kender og ikke kender. Hun har helt klart været grunden til jeg er kommet ovenpå igen, hendes smil har virkelig hjulpet mig ovenpå. Selvfølgelig har Jimmie også været en kæmpe hjælp, men det havde jeg da også forventet 😀

Jeg ved nu at jeg ikke har været en dårlig mor, jeg har bare været i et hul, ikke pga Naja eller Jimmie, men pga den hårde start vi havde.

Endelig nyder jeg livet som mor, det gjorde jeg også før, jeg havde bare ikke overskuddet til at skulle nyde det, det har jeg nu! – Jeg elsker alt ved det her liv, uanset hvor hårdt det er, så kan den lille dæmon altid redde min dag, hun kan altid få mig til at smile og hvis hun har en øv dag og skriger og er ked af det, så elsker jeg stadig det her liv! – Alt det vi har været igennem, lige fra den hårde graviditet til hård fødsel, til depression, jeg gjorde det gerne igen for hendes skyld.

Jeg takker alle som har været der for mig og som har støttet mig!

Men Naja hun er min redning! <3

5,5 mdr

Frustration eller depression?

Frustration eller depression??

Det startede med frustration… Frustration over det voldsomme fødselsforløb, frustration over fødslen eskalerede..

Efter operationen blev vi som sagt indlagt, de skulle holde øje med både Naja og mig… Jeg kunne ikke bevæge mig, jeg lå med en krop der var fuldstændig færdig efter de skader fra fødslen og operationen. Jeg var ikke i stand til at rejse mig, jeg var ikke i stand til at kunne skifte Naja, hente mad, hente noget at drikke, jeg kunne ikke komme i bad, og måtte have hjælp til at komme frem og tilbage på toilettet.. Det eneste jeg kunne var at ligge i min seng, amme Naja og sove..

Jimmie måtte bære Naja frem og tilbage til mig, han måtte skifte hende, han måtte gå rundt med hende, han måtte klare det hele, jeg lå bare der ude af stand til at kunne leve mig 100% ind i mor rollen..

På hospitalet blev vi glemt, VI måtte minde sygeplejskerne om at Naja skulle have smertestillende, at jeg skulle have smertestillende, at hun skulle vejes og have taget prøver og vi måtte selv regne hendes madskema ud, de glemte endda at tage os begge af den medicin de kom med hver dag.. Det var frustrerende at blive glemt på barselsgangen, men vi valgte at tage det positivt for så måtte de jo mene vi klarede os perfekt…

Da lillepigen skulle på lystæppe pga gulsot blev jeg frustreret, da lystæppet ikke hjalp hende, blev jeg så frustreret at jeg satte mig til at græde, jeg kunne ingen ende se på vores tid på hospitalet, jeg ville så gerne hjem og være en familie!  Igen glemte de os, hun lå et døgn mere på lystæppe end hvad hun skulle, igen frustration…

efter 8 dage med en skidt start fik vi lov til at komme hjem.. ENDELIG hjem og være en familie!

Hun tog så fint imod mit bryst og spiste gerne derudaf, gerne flere gange på en time, det var små måltider hun tog sig til at starte med. Hun begyndte at melde sult rigtig hurtigt, jeg kunne amme hende i en halv time, efter et kvarter søgte hun igen efter mad, det begyndte at blive frustrerende at hun blev så hurtig sulten, jeg var fastlåst.. Amningen var lige pludselig ikke så hyggeligt mere og jeg begyndte at få så dårlig samvittighed over at jeg ikke magtede at pakke brystet væk for at hive det frem igen.. Oveni det kunne hun ikke særlig godt lide sin lift, hun var meget tryghedsøgende og skulle helst falde i søvn på min mave og nøj hvor var det dejligt, lige indtil man havde ligget fastlåst i 4 timer i den samme stilling på sofaen hverdag plus de powernaps hun tog..

Jeg kunne ikke mere til sidst, og vi måtte ty til flasken, hun tog så flot imod den og hun blev mæt! Der havde ikke været nok næring i min mælk.. Så kom den dårlige samvittighed frem igen, hvilken mor var jeg nu når jeg ikke engang kunne mætte mit eget barn? – Jeg vidste jo godt det var det bedste for hende og også for mig selv, vi kunne stadig knytte bånd via øjenkontakt og nu kunne far også være med til at give mad.

Jeg begyndte at blive mere og mere træt og mere og mere irritabel, mit overskud forsvandt, jeg kunne ikke overskue at skulle stå op om morgenen, jeg kunne ikke overskue at skulle give Naja flaske, skifte hende eller trøste hende (selvfølgelig gjorde jeg de ting, jeg kunne aldrig drømme om ikke at tage mig af min datter) – “Heldigvis” så er Jimmie jobsøgende og var derfor hjemme til at kunne hjælpe mig, men han begyndte at overtage og ikke kun hjælpe, jeg sov bare…

Jeg elsker min datter ubetinget, men den magtesløshed der kom op i mig når hun græd var forfærdelig.. Frustration over jeg ikke havde overskud til noget gjorde så ondt, jeg følte mig som verdens dårligste mor, hvilken mor er jeg når jeg ikke kan overskue at skulle give hende mad? – Først søgte jeg råd i min terminsgruppe på facebook, de dejlige damer kunne hurtigt fortælle mig jeg skulle søge råd hos sundhedsplejerske eller læge da det tydede på en fødselsdepression..

Jeg gik med tankerne over overvejede situationen, jeg tænkte at jeg nok godt selv kunne klare det! – Nej det kunne jeg bestemt ikke, jeg græd over ingenting, græd når Naja var ked af det, græd over at jeg ikke kunne overskue at svinge støvsugeren eller lukke min hund ud..

Jeg sidder og snakker med Jimmie, og han siger så at han selv har gået og tænkt tanken at jeg har en fødselsdepression og han har ville snakke med mig om det, vi bliver enige om at tage den med ro og overveje situationen, allerede dagen efter spørge min mor mig om jeg har overvejet om jeg havde en og svaret var jo selvfølgelig ja.. Jeg lovede at tage til læge med det men allerede efter at have snakket med Jimmie, min mor og en veninde om det, så var det som om en ro kom frem i kroppen på mig, jeg smilede igen! – Det hjalp at snakke om det…

Lægen vurderede at jeg havde fået en mild fødselsdepression intet faretruende men skulle selvfølgelig komme igen hvis jeg fik det værre, det vigtigste var at der var nogen til at tage sig af mig og prinsessen..

Overskuddet var der stadig ikke, men tingene begyndte at gå fremad, jeg begyndte at være mere frisk. – Det hjalp rigtig meget da Naja begyndte at smile bevidst det gav et sus i maven at hun nu kunne smile til os. At hun smilede til mig!

Jeg havde så mange ting om ørerne, en barnedåb op over hovedet, en økonomi der skulle på plads og dårlig samvittighed over for min elskede hund over at han ikke fik den nødvendige opmærksomhed og aktivering. – For selvom Jimmie går hjemme, så var hans fokus på Naja og på mig, dvs ingen oprydning eller fuldt ud opmærksomhed på hunden var der..

Vi tog det hårdeste valg hundeejere kan gøre, vi valgte at han skulle have et nyt hjem, en fantastisk sød familie tilbød at de meget gerne ville have ham ud til dem på deres gård og alle deres dyr, vi kunne simpelthen ikke sige nej til det, vi vidste han skulle ud og leve det fede hundeliv og at han ville få det meget bedre der.. Heldigvis er de så søde så de sender billeder og videoer og vi kan følge med på facebook, det giver så meget ro i kroppen at se han har det godt og det er med til at bekræfte at vi gjorde det rigtige, savnet er kæmpestort uden tvivl, men vigtigst er at jeg kan se han nyder sit liv.

Da sundhedsplejersken kom sagde hun at hun godt kunne fornemme det sidst hun var hos os (2mdr imellem) men var ikke sikker og derfor havde hun ikke sagt noget.. – Hun ville sende henvisning afsted til psykolog også kunne jeg selv vurdere om jeg havde behov for den..

Følelsen af at vågne hver morgen, stadig træt og ikke have overskuddet til at stå op til kæreste og barn er ulideligt. – Jeg følte mig som den værste kæreste og den værste mor, de to fortjente mig ikke for jeg var ikke i stand til at kunne tage mig af min familie! Det kan ikke beskrives hvordan det er.. Hver dag når jeg vågnede sagde jeg til mig selv “idag er dagen hvor det hele er overstået, idag er dagen hvor du kan tage dig af din mand og datter 100%” – men nej, det var ikke dagen..

Da barnedåb var overstået og vores hund kom afsted på sit nye eventyr, begyndte det hele at gå fremad, jeg huskede at snakke med min familie om det, og Jimmie har været så god under alt det her, for uanset hvor hårdt det er for mig, så ved jeg at det også er hårdt for ham, det ham der lever med en psykotisk kæreste der kan tude over at hun vælter et glas og samtidig har lillepigen.. Jeg ville aldrig kunne havet klaret mig uden ham, han er fantastisk!

Man skal aldrig nogensinde holde en depression inde, der hober sig op og danner en ond knude i maven af dårlig samvittighed, afmagt og benægtelse… Husk at snak om det, det er ligemeget om det er manden, familien eller veninde/ven bare du snakker, bare at ordene bliver sagt højt er med til at løsne knuden i maven..

Har jeg stadig en fødselsdepression? – JA det har jeg, men tingene går den rette vej og lyset er til at se nu, jeg er der næsten, jeg mangler kun et lille skub.. Overskuddet er begyndt at komme tilbage både til Naja men også til det huslige.. Jeg har været en psykose at være sammen med og er evig taknemmelig over de mennesker der har været her og støttet mig igennem den her mørke tid.. Det er utrolig svært at stå som nybagt mor og føle sig som en fiasko..

En stor del af skylden er hospitals tiden, jeg var ikke i stand til at kunne tage min datter når jeg havde lyst, jeg var på randen til at dø og det samme var hun, drømmen om en fødsel hvor Jimmie, Naja og jeg ligger i sengen sammen efter blev knust.. Da jeg så ikke længer kunne gøre min datter mæt fik det bare til at flyde over..

Men den afmagt og vrede jeg har haft på mig selv skal rettes mod hospitalet, de tog mig ikke seriøst under fødslen og de glemte mig og min nybagt familie under indlæggelsen..

Jeg elsker Naja ubetinget og det  har gjort lige siden testen viste to streger, jeg har bare været faret vild i min mor rolle og jeg er ved at finde den rigtige sti tilbage, at se Jimmie har klaret det så flot er jeg ikke overrasket over, der findes ingen bedre far til vores barn end ham! De lyse dage overskygger endelig de mørke!

barnedåb

…Min frustration blev til min depression

Ludomani..

Ludomani…. Rigtig mange mennesker ved ikke hvad ludomani er, de kender begrebet og har en idé.. De fleste ved at det at være ludoman gør at man spiller en masse penge op.. Det er ikke det eneste ludomaner gør..

Er jeg ludoman? Nej! – det er min kæreste.. Livet som ludoman er ekstremt svært, livet som pårørende til en ludoman er hårdt!

Jeg vidste intet da vi fandt sammen, jeg var uvidende og forelsket. Der gik godt og vel 1,5 års tid før det kom frem. Han sagde intet selv, det blev opdaget.. Da det kom frem var det ikke kun det at han var ludoman, der var ubetalte regninger, manglende betalt husleje og en del løgne.. Blev jeg sur? Nej! – Men rigtig mange blandede følelser jeg ikke kendte til strømmede igennem mig! Hvad skulle der ske nu?

Da jeg konfronterede ham var han parat til at pakke sin taske og smutte ud af mit liv for altid, for jeg fortjente ham ikke mente han.. Jeg gav ham ikke lov! – Han skulle ikke have muligheden for at skride fra mig og han skulle ikke have muligheden for at hun kunne fortsætte med at spille! – Og hvilken kæreste ville JEG have været hvis jeg bare lod ham smutte?

Manden skulle jo have hjælp! Han skulle have MIN hjælp!

Der næsten ikke nogen forskel på at være alkoholiker, narkoman eller ludoman, man er afhængig af noget som kan ende med at slå dig ihjel i sidste ende.. Den eneste forskel der er, er at alkohol og stoffer ødelægger din krop fysisk, ludomani æder dig op psykisk..

Jeg havde dog et krav! – Han skulle starte til psykolog gennem ludomanilinjen så han kunne få den rette hjælp. Han gik med til det, men kunne stadig ikke forstå hvorfor jeg valgte at blive sammen med ham nu når han havde ødelagt så meget.. Men hvad var det lige han havde ødelagt? – Ja vi havde ubetalte regninger og vi havde manglende betalt husleje, han måtte holde mig i skak med sine løgne så jeg ikke afslørede ham.. Penge, penge og løgn..

Jeg vidste vi ikke ville ende på gaden og at vi nok skulle få styr på det hele igen, det vigtigste var bare han fik noget hjælp.. Min familie hjalp mig med at samle ham op igen, i min familie hjælper vi hinanden på alle tænkelige måder..

Han startede til psykolog og det gik fremad med ham, en gang om ugen skulle han møde op, jeg mailede frem og tilbage med hans psykolog for at få bekræftet han var der. Han fik klippet sit hævekort og jeg fik alle kontanter han havde på sig..

Da jeg kommer på arbejde og fortæller situationen havde jeg aldrig i mit liv regnet med at mennesker kunne være så tarvelig og uforstående.. “Nu er du vel gået fra ham?” – “Ej Regina smut inden det            for sent” – “Han er ikke værd at samle på”

Jeg mødte pæn og stabilt op, jeg brokkede mig ikke, tog imod kunder, var smilende og imødekommende, første gang jeg knækkede sammen fik jeg afvide jeg skulle tage mig sammen, jeg skulle bare op på hesten igen og nu skulle jeg huske jeg selv havde valgt at blive sammen med ham! – Jeg havde åben og lukkevagt lørdag og kunne virkelig mærke at fredagen inden havde jeg brug for at koble af derhjemme og kunne få ro i mit hoved, Jimmie skulle nemlig til psykolog.

Da jeg ringede og sagde at jeg ikke var psykisk klar i hovede til at arbejde fredag hvis jeg skulle stå helt alene lørdag fik jeg pænt afvide at jeg ville få en advarsel med det samme hvis jeg ikke  mødte op indenfor 2 timer… Afsted med mig.. Jeg møder ind, fuldstændig hævet i hovedet at tåre, min chef kigger på mig og siger “Du kunne da bare have taget dig god tid derhjemme” – GOD TID? – har du glemt hvad du sagde til mig for bare en time siden???

Jeg har ikke grædt en eneste gang overfor Jimmie, det er ikke mig der er offeret, det er Jimmie, det er ham der har haft en afhængighed, ham der har måtte finde på løgne og skaffe penge når spillet har spist dem.. Jeg er den pårørende, og det er bestemt heller ikke sjovt! – men hvordan skulle han nogensinde kunne komme ovenpå igen hvis jeg var med til at trække ham ned?

 Jimmie klarede sig SÅ flot hos psykologen og det hele gik fremad, de fandt frem til at der lå mere bag ludomanien, men det vil jeg ikke uddybe af hensyn til ham. Efter et langt forløb aftalte de at mødes med længere og længere tids mellemrum, det kørte derud af nu..

Vi fik en fælleskonto hvor hans kort er tilknyttet og jeg gav ham muligheden for at have kontanter på sig igen, vi skulle bygge vores tillid op til hinanden igen.. – Ja han skulle også begynde at have tillid til mig, tillid til jeg ikke bare smutter fra ham..

Da jeg går hen og bliver gravid med vores kærlighedsbarn er jeg udemærket godt klar over at folk de tænker sit, om hvordan jeg tør at få et barn med en som er i stand til at spille vores penge op, men jeg stoler på ham, han har fået sin hjælp og nu fik han et ansvar! – skulle jeg virkelig lade vær med at få et barn med den man jeg elsker pga han har haft sine ting at slås med? Jeg kan nævne så mange mennesker der så heller ikke burde have fået sine, folk der har været i kriminalitet, været ude i stoffer, ikke har kunne tage vare på sig selv! – Alle mennesker kan ændre sig hvis de får den rette hjælp! – Han er ude af sin afhængighed, og derfor valgte jeg at få vores smukke datter med ham!

Jeg har ikke fortrudt en eneste gang at jeg valgte at kæmpe for ham, at han er faren til min datter, vi lever familielivet og vi stoler på hinanden.. Vi husker at snakke om det, for selvom vi er kommet videre så er det stadig en del af vores historie sammen. Jeg vil til hver en tid kæmpe for ham og min familie.

Det har været en hård og stejl kamp og at stå på sidelinjen og være ude af stand til at kunne samle ham op selvom har været svært..

Jeg elsker Jimmie og det er der intet der kan ændres på…

Kærlighed

Velkommen til verden!

Waaaauw jeg havde slet ikke regnet med jeg ville få så positiv respons på mit første indlæg, TUSIND tak i skønne mennesker, fordi i tager jer tid til at læse den, men også komme med en tilbage melding om hvad i synes, *high five* til jer.!

Som jeg skrev i mit første indlæg så er der en masse forventninger til sin første graviditet, til fødslen er der en masse spørgsmål… – Gør det meget ondt? – Kan jeg holde smerten ud? – Behøver jeg virkelig den epidural blokade? – Hvordan føles det? – Kan jeg nu nå at komme frem i tide?…

De spørgsmål kan andre kvinder selvfølgelig svare på så godt de nu kan, men kvinders kroppe er forskellige og vi reagere anderledes, nogle kan føde helt uden smertelindring, mens andre er fuldstændig bedøvet af epidural og lattergas..

Jeg stod med mange af de spørgsmål selv, jeg var virkelig bange for at skulle føde, – hvordan skulle den baby komme ud af mig?… Desværre så kom min kæreste og jeg ALT for sent til fødsels forberedelsers kurserne da jeg blev smidt rundt blandt jordmødre, jeg havde 5 i alt… Vi nåede 2 kurser, og samme dag som nr 2. kursus havde jeg tid hos min JM bagefter.. aften før havde jeg ligget med seriøse smerter hele natten igennem med 6-7 min mellemrum, vidste godt det kunne være tegn på veer, men hey, jeg var kun 35+4 så selvfølgelig var det ikke veer!! – JM undersøger mig og til min store skræk har jeg åbnet mig 2 cm… WHAT?! – Jeg skal ikke åbne mig, jeg ikke klar til at føde 😮

JM beordrede mig til at jeg skulle gå hjem og lave INGENTING den næste uge, det var jeg ikke ligefrem fan af, jeg havde været nok syg under graviditeten, og var træt af at lave ingenting… – men måtte jo hellere høre efter :) – smerterne tog til på vej hjem, og jeg måtte køres hjem i en rullestol, jeg synes virkelig det var pinligt, jeg fejlede jo som sådan ikke noget?!

Aften efter ligger vi og slapper af på sofaen og ser noget tv, Jimmie (min kæreste) går en aftentur med hunden og lige pludselig tisser jeg i bukserne… – eller det var det jeg troede… Vandet gik, eller det sev faktisk ud af mig! – JM bad mig om at møde op inde på roskilde hospital, men jeg skulle altså i bad først (er lidt af en hygiejne freak!!) i mens måtte Jimmie jo så pænt pakke taske med mine, hans og babys ting.. Mine forældre var så søde at låne bil til at køre os.. – da vi kom afsted var min mor meget ivrig efter om jeg havde veer, det synes jeg ikke jeg havde, under graviditeten havde jeg hele tiden haft kraftige plukveer og det føltes bare sådan…

Jeg begyndte at blive mere og mere nervøs, vi havde ikke været til kursus omkring fødslen og hvilke smertelindringer der var muligt og jeg var meget bange for de smerter der var i vente.. Da vi når frem kommer vi ind på en stue hvor de skal lave rutine tjek mht. veermåling, hvor meget jeg er åben osv… Vandet sev stadig ud af mig og jeg måtte tage 5 bind på for at være sikker på det ikke gik igennem 😀

Alt går helt fint, jeg har ikke sådan rigtig ondt og jeg kunne følge med hvornår der kom veer.. Min JM skal så undersøge hvor meget jeg har åbnet mig fra sidste gang hun undersøgte mig (1 dag imellem) og til vores alles overraskelse havde jeg åbnet mig 6 cm… 4 cm siden dagen forinden. – nu var det tæt på… Efter hun havde undersøgt mig gik der ikke længe så begyndt der at komme kraftige veer og de kom hurtigere og hurtigere efter hinanden, faktisk kom de med 30sekunders mellemrum, det de kalder en veestorm.. – jeg har ALDRIG i mit liv oplevet så stor en smerte, det gjorde så frygtelig ondt. Jeg blev proppet med massere af lattergas, selvfølgelig blev jeg døsig af det, men følte slet ikke det hjalp på mine smerter, jeg græd, skreg og råbte, jeg ville ikke føde nu, jeg ville bare hjem!

Efter et stykke tid med kraftige smerter valgte JM at jeg skulle have lagt epidural blokade, hvilket jeg ikke ville eftersom jeg er angst overfor nåle, men smerterne var også bare så voldsomme så det var det bedste for mig.. Lægen kom rigtig hurtigt men jeg var i så voldsomme smerter at det var umuligt for ham at ligge den, min far holdte om mig, trøstede mig og sagde alt nok skulle gå, men at jeg SKULLE ligge stille når han stak mig.. desværre så kunne han ikke, jeg bevægede mig for meget… – istedet lagde de en lokal bedøvelse som virkede ligesom epidural men virkningen ville holde op efter en times tid..

Det var en befrielse da lokal bedøvelsen blev lagt, jeg kunne slappe af.. – efter en time begyndte jeg at mærke veerne igen, og smerterne tog til, JM var hurtig til at kalde på lægen igen, NU skulle den blokade blive lagt.. – Min far og JM holder mig, jeg bliver bedt om at krumme mig sammen, husker at jeg bed min JM (det var hun ikke så glad for) BEFRIELSEN kom igen, smerterne var væk, men jeg måtte stadig dope mig selv med lattergas, hvis jeg skulle holde smerterne i skak..

Presseveerne begynder at komme, nu skulle vi have vores lille pige! Det var meningen min mor og Jimmie skulle være der under fødslen og min far skulle vente udenfor, men desværre var jeg ikke i stand til at løfte mine ben og presse pga medicin og lattergas, lægerne havde stærkt brug for min far og Jimmies hjælp til at holde min ben op..

Det eneste jeg siger er at jeg var træt, jeg ikke ville mere og at jeg ville hjem, jeg var faktisk slet ikke interesseret i at føde… Efter 3 kvarter med presseveer satte de målinger op i lillepigen hoved for at måle PH værdi, og de kunne se hun ikke havde flere kræfter til at hjælpe til og mine kræfter var også minimale.. JM må kalde på assistance fra en læge som vurdere at der skal ligges sugekop.. – Det kan godt være at veerne gør ondt, men at få sådan en gigantisk metal dims op plus deres fingre er bestemt også en kæmpe smerte som ikke kan beskrives!

De siger bestemt til mig at nu skal der presses og imens trækker de i hende.. “hun kommer ud som stjernekigger” siger lægen og BANG så ryger sugekoppen af, sygeplejerskerne, JM og lægen begynder at panikke, og jeg får afvide at nu var det sidste chance, nu skulle jeg presse hende ud, der var ikke flere kræfter at hente..

HUN KOM UD! – jeg husker svagt hun kommer op og ligge hos mig, men bliver taget hurtigt væk igen, lægen råber hun har brug for håndklæder og jeg får stukket en pille i munden… Jeg mister blod, jeg mister rigtig meget blod og der er mennesker omkring over alt! – lige pludselig kan jeg hverken se Jimmie, mine forældre eller min nyfødte datter. – Regina du skal opereres… Det jeg husker mest tydeligt er at jeg gentagene gange siger på operations stuen at jeg ikke vil stikkes i, jeg vil ikke mere og mit sidste spørgsmål er “Skal jeg dø nu?” – svaret var nej, min arm den spænder og jeg forsvinder….

Jeg vågner op alene, forsvinder igen og vågner igen.. Hvad skete der? Hvor er jeg henne? Hvor er min familie?? En sød dame fortæller jeg ligger på opvågning stuen og når jeg var klar i hovedet ville min familie komme… Ligger der 3 kvarters tid før de kommer..

Jeg husker så tydeligt at de kommer ind af døren med tårerne trillende ned af deres kinder, de var så ramte af den her voldsomme oplevelse men samtidig så lykkelige over jeg overlevede.. Jeg spørg selvfølgelig hvorfor de er så kede af det. – Du var ved at dø Regina! Mit svar var: Men det gjorde jeg ikke.. Jeg er her stadig.. Og det var også rigtig nok, jeg kunne ikke forstå hvorfor de var så kede af det, jeg var jo i live… Den dag idag forstår jeg dem godt.. De så deres datter og kæreste blive kørt væk helt askegrå og livløs..

Jeg ligger hurtigt mærke til min far ikke er der, han var kørt hjem for at hente min lillebror da han hørte jeg var ved at vågne op igen..

Min mor holder vores smukke datter, jeg får hende at se og hold nu kæft hun var smuk.. Men hun havde hue på, hvorfor havde hun det? – Lægen havde lagt sugekoppen helt forkert og da den sprang af så blev hendes hud revet fra hinanden.. Derfor havde hun hue på… De fortæller mig hun holdte op med at trække vejret men at hun har det godt nu..

Første billede

Beklager jeg ser så medtaget ud, men det er hvad narkose gør ved en!

Hun var så smuk, hun var så perfekt – nu glædedet jeg mig til vi skulle hjem og være en familie… Men sådan skulle det ikke være, vi skulle selvfølgelig blive til observation på ubestemt tid, det resulteret i indlæggelse på 8 dage.. Med en kamp for at få hende til at tage på i vægt, en kamp mod gulsot og en kamp med amning..

Jeg vil ikke gå i dybden med indlæggelses tiden da det var en lang og kedelig process…

Den fødsel var det mest voldsomme jeg nogensinde har prøvet.. Og jeg skal aldrig igennem en almindelig fødsel igen, i fremtiden bliver det ved kejsersnit, jeg tør ikke, jeg er skræmt for livet og jeg vil slet ikke udsætte min familie for det endnu en gang..

En rift på livmoderhalsen på 4 cm var skyld i jeg mistede 3,5-4 liter blod og endte akut på operations bordet… Fødslen startede 21:45 da vandet gik og hun blev født 05:40, en lille pige på 2510g og 47cm lang. <3

Idag har jeg det fantastisk 4 mdr efter fødslen.. Og lillepigen har det ligeså fantastisk!

1 dag gammel

Beklager det lange indlæg, men det var også en lang fødsel..

MØØØØØØØØØØØS <3

Gravid første gang – forventninger?

Da jeg tog graviditets testen regnede jeg faktisk med den var negativ, jeg valgte at tage den midt i aftensmaden, hvorfor ved jeg virkelig ikke og var faktisk i tvivl om der var 2 streger, måtte ty til kæresten og han bekræftede den var positiv, flot der røg den plan om at overraske, men jeg var jo i tvivl? Og appetitten efter aftensmaden var lige pludselig væk 😀

Test

Så kom de første forventninger, hvordan skal vi fortælle vores familier det og skal vi vente med at sige det til vi er 12 uger henne?  – jeg kunne jo selvfølgelig ikke vente, så væk med maden på med tøjet og afsted op til de kommende mormor og morfar, klokken var 22 om aftenen (sen aftensmad, jeg ved det godt :D) – mine forældre troede straks der var noget galt eftersom vi kom vadende så sent uden melding.. Min mor spørg hvad sker og jeg hvisker det sådan hen over bordet, hun begynder at hulke, hun hulker faktisk inden hun græder, selvfølgelig af glæde! – Min far kigger mærkeligt og da det går op for ham kommer der også lidt glædeståre..

Men hvad nu? – skulle vi offentliggøre det, var jo kun 6 uger henne ca. vi besluttede at fortælle familie det først, og derefter offentliggjorde vi det så på det berømte facebook.. Jaaaaa nu var det officielt, vi skulle være forældre!

Hvad forventer man så når det virkelig går op for en man skal have en bebs? – jeg forventede ihvertfald ikke at jeg ville blive sygemeldt hele vejen igennem, at jeg skulle kaste op hver dag 50% af graviditeten, eller at ligamentsmerterne skulle gøre så sk*de nas! – Jeg tænkte “det her klare jeg nemt, det bliver en drømme graviditet uden kvalme, opkast, bækkenløsning, uro i benene, konstant hovedpine, plukveer eller vand i kroppen”. – heldigvis slap jeg uden om bækkenløsning og vand i kroppen, men de andre ting, hold nu op hvor kan de gøre ens liv til et helvede og hvorfor var der ingen der havde nævnt de fantastiske ligamentsmerter hvor det føles som 1000 knive der bore sig langsomt ind i understellet??  Jeg kunne da godt lige have brugt sådan en folder over hvad man risikere at “fejle” under sådan en graviditet, – man får folder til alt andet, som foreksempel rygestop folder, sex under graviditet folder, sund kost folder, men ingen folder om hvad man kan risikere at lide under..

Jeg har haft lange dage, aftener og nætter hvor mit ben konstant skulle være igang for ellers blev jeg sindssyg, hvordan kan et ben være urolig? – Helt ærlig er jeg så kedelig at mit eget ben tænker “hey jeg keder mig, der skal ske noget”! come on!

Selvfølgelig er det ikke kun et helvede at være gravid, man bære jo det mest fantastiske barn i maven, man laver jo et andet menneske og selvfølgelig slider det på kroppen, men det var ikke hvad jeg forventede. Når det så er sagt så er den første scanning (nakkefold) alle de første smerter værd, at se sit guld på den skærm og høre det lille hjerte pumpe derudaf er jo en helt fantastisk følelse, men derefter når man sidder og venter på resultatet af om man bære et sundt og rask barn helt ulideligt, det 1,5 minut de bruger til at beregne føles uendeligt langt. Vores resultat var positivt, tallene var så flotte, glædeståre var der nok af, nu var vi sikre på baby havde det godt!

1. scanning

Da vi fik vores første billede i hånden af vores baby, vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde, den lille klump lignede jo en alien! – men jeg elskede allerede mit barn ubetinget, så det ville være helt ok hvis den kom ud og lignede en alien! (heldigvis gør hun ikke det)

Vi besluttede vi ikke kunne vente til uge 20 med at få kønnet at vide, så vi tog en tur en til den lille kbh, vi var så spændte og glædedet os mere end et barn juleaften, igen ventetiden var SÅ lang (5min ca) – I skal have en prinsesse, lød det fra scanningsdamen, tårerne trillede og vi var lykkelige.. Vores helt egen lille pige, og hey, hun var meget smukkere på nr 2 scanningsbillede 😀

2. scanning

Når de første bobler kommer i maven fra bebsen af, så overskygger de smerterne, når det første spark kommer overskygger det alle irritationsmomenterne og generne der er, det er en fantastisk følelse af liv i maven..

Til misdannelses scanningen havde vi ikke tænkt over hvad udfald kunne være, vi glædedet os jo bare til at se lillepigen, da vi så fik beskeden om hun havde en smule vand i nyrerne gik min verden faktisk i stå! Hvorfor, hvorfor skal min lille pige have vand i nyrerne? – vi skulle komme igen omkring uge 31 og få det tjekket op, og WUPTI ingen vand! Yaaaay, prinsessen havde det godt igen!

Uanset hvor fantastisk de her små bobler og spark er, så det ikke specielt rart når bebsen har lagt sig i en fast stilling 1,5 mdr i træk og sparker præcis det samme sted hver gang! – Det begynder at gøre p*sse ondt til sidst! Men hvis man så ikke har mærket spark i nogle timer, så bliver man jo straks panikken, så kære babyer, husk at skift stilling bare en gang imellem, så vi kan nyde jeres små fødder og hænder der bakser rundt inde i os!

Vi tænkte at vi ville se lillepigen en sidste gang inden hun skulle melde sin ankomst, så vi bestilte straks en tid i Jordemoderhuset. Min lillebror, den kommende gudfar tog med for at se hende, og nøj hvor blev han overrasket over hvordan sådan en skabning ser ud inde i maven, men hun var så smuk, allerede der, vi var helt solgte.  Men det er alle forældre vel i sin kommende baby?

4. scanning

Tiden nærmede sig enden, og jeg glædede mig vanvittigt meget til at få min krop tilbage, for uanset hvor højt jeg elsker min lille pige og hvor dejligt det var med liv i maven, så var jeg ikke fan af at være gravid, jeg følte mig som en strandet hval i sofaen, den mave var seriøst i vejen! Og jeg var virkelig stor til sidst…

Her var jeg ikke engang højgravid… Jeg nåede faktisk ikke at være højgravid, 4 uger før terminsdatoen gik jeg i fødsel..

 En graviditet lever ikke altid op til ens forventninger….  Husk det! :)